Indlæser
Temamøde: Inddragelse af det lille barns perspektiv i forbindelse med opsporing
Dato og tid
Tirsdag d. 7. december 2021 kl. 09:00 til 15:00
Tilmeldingsfrist
Mandag d. 6. december 2021 kl. 12:00
Sted
Helnan Phønix Hotel,
Vesterbro 77,
9000 Aalborg
Helnan Phønix Hotel
Vesterbro 77
9000 Aalborg
Temamøde: Inddragelse af det lille barns perspektiv i forbindelse med opsporing
Arrangementsbeskrivelse
Socialstyrelsen inviterer til temamøde den 7. december om tidlig opsporing af mistrivsel hos 0-6 årige børn i sundhedsplejen og dagtilbud. Denne gang sætter vi fokus på barnets perspektiv: Hvordan varetager vi bedst det lille barns perspektiv i arbejdet med at udrede en bekymring for barnets trivsel og måske foretage en underretning?
Mistrivsel i de første leveår kan have store konsekvenser for barnets udvikling. Det kan derfor være afgørende med en tidlig opsporing, så barnet og familien hurtigt kan få den nødvendige hjælp, der kan bringe barnet tilbage i trivsel.
Det er altid væsentligt at inddrage barnets eget perspektiv, når der er bekymring for et barns trivsel og udvikling. Men hvordan gør man, når det drejer sig om opsporing af mistrivsel hos mindre og helt små børn?
Det er omdrejningspunktet for et temamøde den 7. december, som Socialstyrelsen nu tilbyder til relevante ledere og fagmedarbejdere.
Det kan du opleve på temamødet
På temamødet vil Socialstyrelsen indledningsvis rammesætte inddragelse af barnets perspektiv i forbindelse med opsporing af mistrivsel, herunder også underretninger.
Herudover byder programmet på følgende oplæg:
- Lektor, ph.d. Kirsten Elisa Petersen, Aarhus Universitet, er leder af forskningsprogrammet Social eksklusion og pædagogik i velfærdsstaten. Oplægget præsenterer aktuel viden om tidlig indsats, opsporing og underretninger i dagtilbud og har bl.a. fokus på, hvordan forskellige tilgange til feltet kan være i spil i den pædagogiske praksis.
- Selvstændig konsulent, ph.d. Birgitte Schjær Jensen præsenterer viden fra forskningsfeltet om inddragelse af børn og unge i udsatte positioner. Oplægget giver input til, hvordan man kan arbejde ud fra en overordnet metodisk tilgang til børneinddragelse, herunder hvordan børnesynet også har afgørende betydning for, at det lille barns perspektiv kommer frem i faglige sammenhænge i tidlige indsatser.
Efter en let frokost vil der være workshops, hvor man kan høre om erfaringer fra den kommunale praksis om et styrket fokus på barnets perspektiv i opsporingen af mistrivsel hos spæd- og småbørn.
Praktiske oplysninger
Temamødet henvender sig til fx områdeledere, faglige og pædagogiske ledere i sundhedspleje og dagtilbud, teamledere fra myndighedsområdet samt faglige medarbejdere inden for et specifikt område, som fx ledere af PPR, ledere af fremskudte socialrådgivere, pædagogiske konsulenter og dagplejekonsulenter.
Det kan evt. også være relevant for chefer fra dagtilbudsområdet.
Temamødet afholdes i Aalborg tirsdag den 7. december 2021.
Det er gratis at deltage, og pladserne tildeles efter først til mølle-princippet. Ved mange tilmeldinger forbeholder vi os retten til at fordele pladserne blandt de tilmeldte kommuner og organisationer.
Tilmeldingsfristen er den 2. december 2021.
Se programmet her
Sådan behandler Socialstyrelsen dine personoplysninger
Når du tilmelder dig arrangementet, behandler Socialstyrelsen de personoplysninger, du angiver i tilmeldingen. Socialstyrelsen behandler dine oplysninger efter databeskyttelsesforordningen art. 6, stk.1, litra a og 9, stk. 2, litra a om samtykke. Socialstyrelsen anvender dine kontaktoplysninger til at fremsende informationer om arrangementet.
Socialstyrelsens virtuelle arrangementer faciliteteres via styrelsens Zoom-licens. Som udgangspunkt behandles personoplysningerne via datacentre i Europa, men der kan ske overførsel af udvalgte oplysninger til Zoom i USA, herunder din IP-adresse og det navn, som du angiver ved mødeopstart. USA betragtes som et usikkert tredjeland at overføre personoplysninger til. Dette skyldes bl.a., at de amerikanske myndigheder efter europæisk standard, har for let adgang til data.
Du kan læse om dine rettigheder i Socialstyrelsens generelle persondatapolitik, hvor du ligeledes finder kontaktoplysninger på Socialstyrelsens databeskyttelsesrådgiver: https://socialstyrelsen.dk/omos/organisation/persondatapolitik
Har du spørgsmål til behandlingen af personoplysninger, er du velkommen til at henvende dig til Socialstyrelsen. Du kan kontakte vores databeskyttelsesrådgiver Janni Brodersen via telefon 41932450.
Find vej til arrangementet
Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >